Med rod i virkeligheden

Ligusterhonning Ligusterbuskes blomster lyser hvide. Her på en bænk ved stien sidder jeg og skriver kruseduller på en side midt i en gammel park på Finsensvej. Omkring mig dufter som en honningkrukke, hvor tanker og erindring hænger fast. Jeg hører vandbassinets bølger klukke og råb og latter fra en legeplads Og minder går med våde barnefødder på legepladsens planker, der er grå Og henne under hækken er der rødder. Jeg tænker på, hvor langt ind de kan nå. Ja, lyde hænger fast i honningduften. De sniger sig i mine drømme ind. Og tiden leger lege med fornuften: Hypnosehonningduftetankespind (Østergård, juli 2011 - *) Om at høre til ? Jeg blev sået på stenbro og voksede fint plantet om også der slog jeg rødder. Og nu sælges den jord, som jeg groede i. Er det ret, at mit hjerte nu bløder? Har jeg virkelig rod, stod jeg faktisk så fast i en jord, hvor jeg ikke blev sået? Er jeg sentimental over lænker, der brast, eller over en tid, der er gået? Jeg har troet engang, jeg var bare på træk, ingen ejendom kunne mig binde. Jeg har opfattet nu, at jeg bindes for let til de ting, som så let kan forsvinde. Så hvad gør man ved det? Kan jeg finde et råd? Er der nogen grund til at forklare det? Der er kun det at sige så vidt jeg kan forstå: Vi skal nyde det, vi har, mens vi har det. Hr. Ingolf (eller: Du bliver smuk af at synge) Hr. Ingolf kom til skolen en formiddag, hvor solen fik landet til at lyse og luften til at le. Så sad vi der i salen, til vi fik ondt i halen. Men det var værd de ting, vi fik høre og fik se. Der spilled’ han os sange, de korte og de lange, de nyere på guitar, de ældste på en luth. Og mens han sang og spilled’, forandred’ han sig stille, så han fik skær af skønhed, før sangen den var slut Nu er det længe siden; og den solide viden, vi dengang fik i skolen, er godt og grundigt brugt. Men en ting står tilbage i mine voksne dage: den viden, at musikken og sang gør livet smukt. For når vi står og synger, os ingen sorger tynger. Derfor er vi så kønne, som alle her kan se! Hr. Ingolf kom til skolen, og stadig skinner solen, og stadig lyder sangen - det smukke hænger ve’ Motorvejen Kører under mange broer, når jeg kører hjem fra job Ser en masse korte "filmklip", når jeg bare kigger op. Sidder så og fantaserer over, hvad så mer' der sker ... Jeg kan ikke gøre for det. Det er bare så’n, jeg er. Se deroppe står to knægte midt på bro’n og kigger ned Mon de står og tæller biler, hva’ er eg’ntlig sjovt ved det? Hvad mon deres leg går ud på? Mærker? Farver? Ny model? Glæder de sig til den dag, hvor de må kører biler selv? "Kom dog hjem din dumme køter! Hvor er du nu løbet hen? Ku' du ikke bare vente på, at vi går tur igen!" Hunden løber over broen. Lufter glad og fro sig selv. - Det er faktisk alt, jeg ser, men tænker mit alligevel. Jeg misunder folk på broen. Gid jeg var i deres sko Hun der jogger, hun der rider på sin hest i fred og ro De kan dreje ind i skoven. Ånde ind den friske luft. Mens jeg sidder i min bilkø. Et er lyst og ét fornuft Se den mand i kørestolen standser midt på broens spænd Holder stille lidt og kigger, før han kører væk igen. Hvordan er han blevet skadet? Var det et trafikuheld? Jeg letter lidt på speederfoden. Tænker, det ku' vær' mig selv. Sad jeg i det fly deroppe, ku’ jeg kigge ud og ned og se rækkerne af bilers lys, der strømmer tyst afsted. Så er motorvejen smuk som perler på en perlekrans og trafikken glider let og hastigt som en kædedans. Det er udsigtspositionen, der bestemmer, hvad du ser og hvordan du nu opfatter alle ting, der for dig sker. Har du overblik – samt blik for små nuancer på din vej, da vil livet vise alle sine farver frem for dig. (november 2002)

Møllevinger Møllevinger svinger dovent i den lune aftenvind, der hvor fede hvedemarker går som bølger i mit sind. Kornets bølger følger vinden. Sindets har en anden takt. Som en smertes hjerterytme. Som en sær forvirret magt. Og pedaler maler mil til centimeter bag min ryg, mens jeg jager sager fra en tid, da jeg var mindre tryg. Her forsvinder minder, når jeg tvivler på, hvad jeg har set. Hvor er huset? Suset rev det bort. Nej, her er intet sket .... ! (sommer 2007 - *) De sidste gamle mænd Du ser ham fortælle på TV han ligner enhver bedstefar men de ting, han har at berette på sjælen har givet ham ridser og ar Som ung var han menig ved fronten, hvor blodet og tårerne flød. Et slag i den strengeste vinter. Det endte i kaos med rædsel og død. En af de sidste gamle mænd Stemmen bli'r svag, når han husker igen De sår, han har set Den frygt, han har kendt Anstændig fornuft, som til vanvid var vendt Nu skal han fortælle igen En af de sidste gamle mænd Han blev sendt i krigsfangelejer, da slaget var tabt og forbi. At arbejde, sulte og fryse og kæmpe for livet blandt levende lig. Utroligt – han opretholdt livet og genså omsider sit land Der fik han et liv som de fleste - et langt liv, omend man kan spørge, hvordan En af de sidste …. Jeg tror, han er blevet så gammel trods de sår og den kval han har lidt for atter at nå at fortælle, at ingen er helte, og krig er beskidt En af de sidste …. (marts 2003) Foto fra Nolsø På Nolsø engang i den drillende blæst i sommeren 74 gik jeg en tur ved bygdens lille havn alene og ung og på tværs. Med sol-reflektioner i havvand og hår, i vind, der fik gåsehud frem, gik jeg der smilende, tabt i en drøm, var fremmed og langt fra mit hjem. En bådfuld turister med fremmede sprog (jeg hørte, at een talte fransk) steg nu i land ved bygdens lille havn, og hvem skulle tro, jeg var dansk. Og han, der var fransk, tog sit kamera frem og tog så et foto af mig: en indfødt – en færing – med drømmende blik og tanken fortabt i en leg. I en reol i et fotoalbum er jeg måske nu sat ind. Går jeg måske med falsk identitet en tur i den drillende vind. Havde han taget det billed’ af mig, hvis han dengang havde vidst: jeg var slet ikke en færing i sol, men - som han selv - en turist? En havheks, en huldre, en indfødt i sol på Nolsø en pirrende dag drømte en drøm – var selv en illusion for en turist udefra. Jeg kan da godt spille huldre for dig en færing med kobberrødt hår, når du i Frankrig fortæller om mig og husker mig år efter år (august 2005) Med blikket mod det blå Har du set hende stå ved den vindblæste havn med sit blik rettet ud mod det blå? Hun, Sømandens Brud - eller Mary af navn. I hvert land kan du se hende stå En var moder og hustru og misted' sin søn eller mand for en højere sag - udødelig selv og det er hendes løn skabt i sten til den yderste dag En står højt på en sten ved den tågede fjord Hun var Mary og digterens ven Nu minderne om hende ses blandt hans ord, de så aldrig hinanden igen Også Sømandens Brud står og stirrer mod hav der hvor mand eller elsker forsvandt Skønt sømanden mødte sin ensomme grav, heller ikke sin elsker hun vandt. Ja, i Skotland, i Frankrig - i Sverige med står hun vagt ved den vindblæste havn - kan trøste dig, hvis du besøger det sted, med at andre end du kender savn (oktober 2006)

Alle tekster af Grethe Hansen
*) har mel. af Grethe Hansen. De øvrige har mel. af Kurt Andersen.

Mine digte:

Blandede bolcher

Livssyn

Relationer

Året rundt

Startside

Mine digte

Min dagbog

Homo scribens

Visitkortet