|
|
Mine digte
Dit ansigt
Dit ansigt er skabt til en solnedgangstime
på stranden i læ af de hviskende træer.
Mens alt bliver tyst. Selv de brusende bølger
er nu kun en sukken; for aften er nær
Dit ansigt bli'r gyldent, og øjnene gløder
og misser mod solens nu vandrette lys.
Et vindpust er smuttet ind under min jakke
forstærker et dvælende, spørgende gys.
Hvor skal vi mon hen?
Skal vi gå derhen sammen?
Hvor skal vi mon hen?
Og solen går ned. Og mens himmelen mørkner,
så lægger du nakken tilbage og ser
mod svimlende højder og dragende dybder
på stjernerne der og på stjernerne her
Nu skimtes dit ansigt på baggrund af stjerner.
Jeg ser næsten intet, men aner dit smil.
Og lænkerne brister, og grænserne viger,
og verden er åben nu - mil efter mil.
Hvor skal vi mon hen?
Skal vi gå derhen sammen?
Hvor skal vi mon hen?
(april 2010 - mel.: Chr. Nemming)
|